Separationsangst er en angsttilstand, hvor frygten for at blive adskilt fra en vigtig omsorgsperson fylder så meget, at den påvirker hverdagen. Separationsangst ses hyppigst hos børn, men kan også forekomme hos unge og voksne. Det centrale kendetegn er en stærk utryghed ved adskillelse eller ved tanken om, at noget ubehageligt kan ske, når man ikke er sammen.
Hos mindre børn er separationsangst en naturlig del af udviklingen, især i de tidlige barneår. Den bliver problematisk, når angsten er aldersuafhængig, meget intens eller vedvarer over længere tid og begynder at begrænse barnets trivsel og funktion.
Hvordan viser separationsangst sig?
Separationsangst kan komme til udtryk både følelsesmæssigt, kropsligt og adfærdsmæssigt. Typiske tegn på separationsangst hos børn kan være:
- Stærk modvilje mod at blive afleveret i institution eller skole
- Overdreven frygt for, at forældre eller andre nære personer kommer til skade
- Gråd, vrede eller panik ved adskillelse
- Søvnproblemer, fx behov for at sove sammen med forældre
- Kropslige symptomer som mavepine, hovedpine eller kvalme
Hos større børn og voksne kan separationsangst også vise sig som konstant bekymring, behov for hyppig kontakt eller undgåelse af situationer, der indebærer adskillelse.
Hvad ligger bag separationsangst?
Separationsangst opstår ofte i samspil mellem barnets temperament, tidligere erfaringer og aktuelle belastninger. Livsændringer som skolestart, sygdom, skilsmisse eller tab kan udløse eller forstærke angsten. Samtidig kan gentagen undgåelse af adskillelse give kortvarig tryghed, men på længere sigt fastholde angsten, fordi barnet ikke får mulighed for at erfare, at adskillelse kan håndteres.
Behandling af separationsangst
Separationsangst er en behandlingsbar tilstand. Psykologisk behandling har fokus på at skabe tryghed og forståelse samt på gradvist at styrke barnets evne til at håndtere adskillelse. Ofte inddrages forældre aktivt, da deres støtte og reaktioner har stor betydning for barnets oplevelse af tryghed.
Med den rette støtte kan separationsangst reduceres, så barnet – eller den voksne – opnår større selvstændighed, ro og trivsel i hverdagen.
